Honning er smagen af årstidens nuancer og et produkt af hvor den er indsamlet! 

Honning dannes af den nektar honningbierne samler i årstidens blomster og er derfor forskellig henover foråret, sommeren og sensommeren.

Både smag, duft, farve og tekstur ændrer sig henover årstiden.

Og det er hobbybiavlerens mulighed for at adskille høsten fra de forskellige årstider der gør at honningen adskiller sig fra den honning der tappes i honningcentralerne og som typisk kan købes i butikkerne.

Honningbierne bearbejder nektaren, der består af glucose (druesukker) og fructose (frugtsukker) ved at inddampe den og tilsætte enzymer der spalter sukkerarterne, så produktet bliver den honning vi spiser.

Nyslynget honning er flydende, men glucosen i honningen begynder at krystallisere og vil over tid gøre honningen fast.

Hvor hurtigt det går er afhængigt af hvor bierne har indsamlet nektaren: f.eks indeholder honning der er indsamlet i raps og mælkebøtte meget glucose og derfor bliver den hurtig fast, hvorimod Lynghonning og f.eks akaciehonning som vi kender fra udlandet indeholder meget fructose og derfor ikke krystalliserer.

Har du købt nyslynget honning hos den lokale biavler, der begynder at krystalliserer, kan du gøre den flydende igen ved at sætte glasset i en gryde med kogende vand og varme det langsomt op til det smelter, – det kan dog gå ud over både smag og de gode egenskaber der er i honningen når den opvarmes.

Forårshonningen er den første honning bierne samler. Bierne har samlet nektar i forårsblomster som erantis og krokus, mælkebøtter, frugttræer, hvidtjørn og på de gule rapsmarker.                                                 Den lyse og milde forårs honning er fast i konsistensen og herlig på et stykke frisk brød.

Sommerhonning: Bierne har samlet nektar i hvidtjørn, vilde blomster, hindbær og på hvid- og rødkløver.

Honningen er med sin gyldne farve og den lidt grovere struktur, en mere karakterfyldt honning, hvor de mange smags-nuancer træder tydeligere frem.

Høst- eller sensommerhonning: Bierne har indsamlet nektar fra et væld af sensommer-blomster såsom brombær, tidsel og gederams og krydderurter. Sensommerhonningen er en kompleks honning. Den har stor dybde i smagen, en mørkgylden farve og kraftig duft.

Lyngen der blomstrer fra slutningen af august og i september, er den sidste nektarkilde der kan give lidt honning inden sæsonen slutter. Lynghonning er meget kraftig i både duft, smag og farve.

Bornholm har trods sin beskedne størrelse  en meget varieret natur, – der er sprækkedale,  skov,  frodigt agerland, højlyng, hvid sandstrand og klippekyster, og det er i hele trækperioden muligt for honningbierne at søge mod en varieret vegetation og dermed nektarkilder.

Markarealerne er begænsede i forhold til mange andre steder i landet og omgivet at gærder og levende hegn der byder på andet en den ensartede afgrøde der dyrkes på marken.

Hvad sker med honningen  i bistadet?  

I bistaderne lagres honningen i voksceller og forsegles med et vokslåg, – den lagrede honning er egentlig biernes vintermad.

Biavleren tager honningen fra bierne og må, for at bierne kan klare sig igennem vinteren, give sukkervand som erstatning for den stjålne honning.

Hvad gør biavleren med honningen?

Biavleren fjerner vokslåget over cellerne hvor honningen ligger.

Honningen slynges ud af cellerne og evt. urenheder sies fra. Den er da helt flydende.

Biavleren rører i honningen indtil den har ”den rigtige konsistens”. Hvis ikke honningen røres vil den stille og roligt stivne til en masse med grove sukkerkrystaller  – ”Krystal-honning”.

Ved at røre i honningen smadres krystallerne og honningen får en fin, blød og smørbar konsistens. Når honningen har den “rigtige konsistens” tappes den på glas.

 

Vinter i august…

Når den sidste honning er taget fra bierne begynder biavleren at fodre, – det er tid at indvintre bierne,  – den nektar bierne kan hente ind i naturen i efteråret bruger de selv.

En bifamilie kan klare sig igennem vinteren på en sukkervands-opløsning der er lavet på basis 20 kg tør-sukker.